Solspejder English Åbn kortet

Om Solspejder

Vi får ikke så mange solskinsdage heroppe, så det er ærgerligt at gå forgæves efter en. Solspejder svarer på ét spørgsmål: er der sol lige der, hvor du overvejer at sætte dig? På denne side kan du se, hvordan svaret bliver til, og hvor det kan tage fejl.

Hvad kan Solspejder?

Du klikker et sted på kortet, eller søger en adresse. Så får du at vide, om der er sol eller skygge lige nu, og hvornår det skifter. Tidslinjen viser hele dagens solvindue, så du kan se, om det kan betale sig at vente en halv time.

Ved siden af står to ting mere: om bygningerne omkring stedet tager af for vinden, og hvad dagens UV ligger på. Vil du kigge frem, kan du trække i tidslinjen eller vælge en anden dato. Sol og skygge kan regnes ud for alle datoer, mens vejr, vind og UV kun findes syv dage frem.

Det hele er gratis, kræver ingen konto, og virker på både mobil og computer, på dansk og engelsk. Du kan dele et link til et bestemt sted og tidspunkt, og der er genveje til 15 af landets største byer.

Hvem står bag

Rasmus og Victoria

Vi hedder Rasmus og Victoria. Vi skrev vores speciale fra Siargao i Filippinerne, og ud af den tur voksede Core Nomadic, hvor vi skriver praktiske guides til at arbejde og studere fra udlandet. Victoria står for det redaktionelle, Rasmus for det tekniske.

Solspejder byggede vi, da vi kom hjem. Efter et halvt år med sol hver dag opdager man, hvor få soltimer Danmark har, og hvor meget de betyder. Vi manglede et værktøj, der kunne svare på ét spørgsmål: er der sol lige dér, hvor vi vil sætte os? Det fandtes ikke, så vi lavede det selv.

Solspejder er gratis og uden reklamer, og det bliver den ved med at være. Vi arbejder samtidig hen imod at kunne leve som digitale nomader, så hvis værktøjet har sparet dig for en omvej, må du gerne give os en kaffe. Også de små beløb betyder noget, og vi sætter stor pris på det.

Fundet en fejl, eller mangler der noget? Skriv til corenomadic@gmail.com.

Sådan beregnes sol og skygge

1. Solens position

Solens højde over horisonten og dens kompasretning beregnes astronomisk for det valgte sted og tidspunkt med det open source-bibliotek SunCalc. Når solhøjden er under 0 grader, er solen under horisonten, og punktet vises som nat.

2. Skyggens længde

Hver bygning kaster en skygge i retningen modsat solen. Skyggens længde hen ad jorden følger den klassiske formel:

skyggelængde = højde ÷ tan(solhøjde)

Et 15 meter højt hus kaster altså cirka 15 meter skygge når solen står 45 grader over horisonten, og over 50 meter når solen er nede omkring 16 grader. Skyggelængden er i beregningen begrænset til 500 meter pr. bygning.

3. Ligger punktet i skyggen?

Bygningens fodaftryk fra OpenStreetMap opdeles i trekanter, og hver trekant forskydes langs skyggeretningen. Ligger dit punkt inden for en af de fejede figurer, er punktet i skygge. Metoden respekterer bygningers faktiske form, så en vinkelbygning ikke kaster skygge i sit eget gårdrum.

For lukkede gårdrum, hvor bygningen danner en sammenhængende ring hele vejen rundt (fx en klassisk karré), bruges en selvstændig gårdmodel: er dit punkt inde i gården, afgøres sol og skygge af afstanden til den væg solen rammer, ikke af hele bygningens omkreds.

4. Dagens solvindue

Samme test gentages i skridt på 5 minutter fra solopgang til solnedgang. Det giver tidslinjen i panelet og et interval som "sol 06:15 til 18:42" for det sammenhængende solvindue, punktet er i lige nu.

Bygningshøjder

I de dækkede byområder er højden målt, ikke gættet. Vi trækker den ud af Danmarks Højdemodel: forskellen mellem overflademodellen (laserscanning af tage og træer) og terrænmodellen (jordoverfladen), samlet inde i hvert bygningsfodaftryk. Vi bruger medianen, så skorstene og antenner ikke trækker højden op.

Hvor vi ikke har en måling, falder beregningen tilbage på den gamle rækkefølge:

  1. Bygningens height-tag i OpenStreetMap, hvis det findes.
  2. Ellers antal etager gange 3,1 meter.
  3. Ellers et gæt ud fra bygningstypen: 15 meter for etage- og erhvervsbyggeri, 6 meter for huse og udhuse, og 12 meter når typen er ukendt.

Målingerne dækker indtil videre midtbyen i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Uden for dem bruges gættet, og det er stadig den største kilde til usikkerhed. Højdemodellen er desuden et øjebliksbillede: bygninger opført efter laserscanningen mangler, så dem gætter vi også på.

Sådan beregnes læ

Vindens retning og styrke i 10 meters højde hentes fra Open-Meteo. Solspejder kigger derefter på bygninger inden for 160 meter i en sektor på ±12 grader omkring den retning vinden kommer fra, set fra 1,5 meters øjenhøjde. Den største vinkel en bygning fylder på himlen i den retning afgør vurderingen:

BetingelseVurdering
Vind under 2 m/sI læ (næsten vindstille)
Bygning fylder 14 grader eller mereI læ
Bygning fylder 6 til 14 graderNoget læ
Mindre end 6 graderUdsat

Læ-vurderingen er en geometrisk tilnærmelse. Den modellerer ikke turbulens, vind mellem bygninger eller lokale vindforhold.

Datakilder

DataKilde
Solens positionSunCalc (astronomisk beregning i browseren)
BygningsfodaftrykOpenStreetMap via Overpass API
Målte bygningshøjderDanmarks Højdemodel (Dataforsyningen): overflade- minus terrænmodel
Vejr, vind og UVOpen-Meteo (timeværdier, 7 dage frem)
KortetOpenFreeMap-kortfliser (OpenStreetMap-data) vist med MapLibre GL
Adressesøgning og adresseopslagDAWA (Danmarks Adressers Web API)
StednavnesøgningPhoton (OpenStreetMap-navne)
Startby ved åbningBrowserens lokation, men kun hvis du allerede har givet tilladelse. Ellers starter vi i København. Vi laver ikke IP-opslag.

Hentede bygninger gemmes midlertidigt i din egen browser, så gentagne opslag i samme kvarter er hurtige. Der er ingen konto, ingen cookies til sporing og ingen backend, og selve beregningen sker i browseren. Til gengæld sendes det punkt, du klikker på, til de tjenester i tabellen ovenfor, for det er sådan bygninger, vejr og adresse hentes.

Usikkerheder og begrænsninger

Ansvarsfraskrivelse

Solspejder er en vejledende tjeneste. Alle vurderinger af sol, skygge, læ og UV er automatiske beregninger på offentligt tilgængelige data og kan afvige fra de faktiske forhold. Tjenesten leveres som den er, uden garanti for nøjagtighed, tilgængelighed eller egnethed til noget bestemt formål. Brug ikke Solspejder som eneste grundlag for beslutninger om for eksempel helbred, solbeskyttelse, byggeri eller ejendomskøb. Efterprøv altid forholdene på stedet.

Solkort for din by

Solspejder virker for ethvert punkt i hele Danmark, men vi har lavet dedikerede solkort-sider for de største byer, hvor du kan læse om lys, skygge og læ netop dér:

Har du et konkret spørgsmål, så se de ofte stillede spørgsmål.

Fandt du en fejl?

Mangler der en bygning, eller ser en skygge forkert ud, skyldes det ofte data i OpenStreetMap. Du kan selv rette og tilføje bygninger på openstreetmap.org; rettelser slår automatisk igennem i Solspejder efter noget tid.

Er der noget andet galt, eller har du en idé til siden, så skriv til os på corenomadic@gmail.com.

Tilbage til kortet